Internationale kommer med dedikation og alsidighed

Lettiske Kristine Cesniece gav RuleStore nye redskaber, og arbejdsmiljøet fik et ekstra aspekt, da hun kom til som praktikant.

Med en international praktikant fra UCN sikrer man nytænkt input og andre tanker end de typiske i det danske erhvervsliv.

Det var netop de nye og anderledes fremgangsmåder, som direktør Mads Larsen ønskede sig, da han søgte internationale praktikanter fra UCN til at supplere de danske UCN-praktikanter i virksomheden RuleStore, der arbejder med digitale, kundetilpassede produktløsninger.

- Med de internationale praktikanter har vi sikret os nye perspektiver, som har skabt et rigtig godt arbejdsmiljø, når de har arbejdet sammen med danske praktikanter. De kommer også med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, som virkelig har givet en god udvikling, siger han.

De forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og den gode synergi har skabt grobund for, at virksomhedens udvikling fortsætter.

- Vi har arbejdet med det her i 20 år, så det er vigtigt for os, at vi ikke bliver for fasttømret. Derfor er det fantastisk med internationale praktikanter, der kan være med til at gentænke vores virksomhed, siger direktøren.

Lettiske Kristine Cesniece fik som international praktikant fra UCN en god modtagelse, da hun præsenterede nye muligheder og værktøjer for RuleStore. Hendes uddannelse som digital konceptudvikler passede godt ind.

- Det er blevet tydeligt, at jeg som international praktikant kan bidrage med helt ny viden om f.eks. marketingsredskaber og videoredigeringsredskaber. Virksomheden virkede overrasket over de nye muligheder, som de pludselig havde, siger hun.

En af kerneværdierne hos RuleStore er passion. Det kræver derfor en dedikeret tilgang at indgå i virksomheden.

- Vi er så passioneret omkring det, vi laver, så vores praktikanter er nødt til at brænde for det her. Vi hjælper nogle store virksomheder i verden, så er man nødsaget til at være passioneret, siger Mads Larsen.

En international praktikant passer godt ind i den slags miljøer. Sådan lyder det fra Kristine Cesniece, der selv har taget rejsen fra Letland til Danmark i jagten på den rette uddannelse.

- Internationale studerende flytter fra deres hjemland. Vi skal starte helt fra bunden, og det kræver, at vi er dedikerede og ambitiøse. Vi kæmper for, at det skal fungere. Heldigvis har UCN været gode til at klæde os på omkring praktikken, siger Kristine Cesniece.

 

 

 

Få mere inspiration til samarbejde