Gå til hoved indhold

Hvilke arbejdsopgaver har du?

Jeg er ansat som dansk- og klasselærer på mellemtrinnet. Derudover underviser jeg i billedkunst, kristendom og håndværk & design. Jeg har flere støttetimer om ugen fordelt på forskellige klassetrin og elever.

Det kan være, når der opstår en konflikt mellem et par af pigerne, eller der bliver sagt grimme ord på fodboldbanen. Så er det min opgave at hjælpe dem med at løse konflikterne og give dem redskaberne til selv at løse det i fremtiden.

Min klasselærerfunktion fylder derfor også meget, da jeg – sammen med min teammakker – har ansvaret for vores klasses fællesskab, trivsel og udvikling. Vi har den daglige kontakt til eleverne og deres forældre samt skolens ressourcepersoner og ledelsen.

I mine støttetimer er det mit ansvar at hjælpe enkelte elever fagligt og støtte dem i at deltage på lige fod med deres klassekammerater i undervisningen. Her er min relation til den enkelte elev altafgørende for, at jeg kan lykkes som støtteperson.

Derudover har jeg forskellige ugentlige og månedlige opgaver eksempelvis gårdvagter, tilsyn som skolepatrulje, opfølgning på og udvikling af handleplaner, team- og afdelingsmøder, lærermøder, netværksmøder om mine elever, vikardækning osv.

Det er et meget alsidigt job at være lærer.

Hvad er du glad for ved jobbet?

Jeg holder allermest af de små øjeblikke sammen med mine elever:

Det gør en verden til forskel for min arbejdsglæde. Det er derfor, at jeg er lærer.

Mine tætteste kolleger udgør ligeledes en stor del af, hvorfor jeg synes, at det er dejligt at komme på arbejde. De har set mig både grine af glæde og græde i frustration. De er der altid til at gribe mig, når jeg synes, at mine ressourcer eller erfaring ikke rækker i udfordrende situationer.

Hvordan har uddannelsen forberedt dig?

Læreruddannelsen er indbegrebet af et helt særligt fællesskab, som jeg holdt utrolig meget af i min studietid. Trygheden i det fællesskab har udviklet mig som menneske og som lærer. Som min kære danskunderviser altid sagde: "Lærere er noget vi bliver sammen med andre". Det bruger jeg dagligt i mit virke, når jeg skal arbejde sammen med mine kolleger, snakke med forældre, samarbejde med andre ressourcepersoner og min ledelse.

Det har løftet min faglighed og givet mig kompetencer, som jeg bruger i mit job hver dag. Mange af de øvelser, forløb og aktiviteter, som vi har afprøvet og lært på læreruddannelsen, bruger jeg nu med mine egne elever.