Brug en forberedelsesdag på CFU - Historie i 3.-6. klasse
Kursusinformation
Vi sender information ud om kurset efter tilmeldingsfristen. Følg med inde på Nemstudie.dk.
På CFU's kursusoversigt kan du notere dato, klokkeslæt og adresse.
Fagligt indhold
Ny fagplan, nye indholdsområder og nye muligheder i historiefaget. Efter sommerferien træder den nye fagplan i kraft, og ikke alt er længere, som det plejer. Historiefaget er nu opdelt i 3.-6. og 7.-9. klassetrin, og både nye begreber og indholdsområder skal finde vej ind i undervisningen. Men hvad betyder den nye fagplan egentlig for din historieundervisning? Og endnu vigtigere: Hvad skal du helt konkret lave med eleverne efter sommerferien?
Det sætter vi fokus på denne forberedelsesdag på CFU. Du kan deltage i begge oplæg eller blot vælge det, der passer til de klassetrin, du underviser på. Efter oplæggene er der mulighed for at blive på CFU, arbejde videre med din egen planlægning, gå på opdagelse i materialerne og få vejledning.
Fagteams er mere end velkomne – så brug gerne dagen som en fælles forberedelsesdag, hvor I sammen kan blive klar til det nye skoleår.
Historie i 3.-6. klasse
Historiefaget har fået nye indholdsområder. Bl.a. skal undervisningen "udvikle elevernes fantasi og forståelse for fortidige verdener samt en begyndende kritisk sans". Men hvad betyder det, og hvordan gør vi det helt konkret efter ferien, når 3.A og 6.B sidder klar efter sommerferien?
Vi ser nærmere på den nye fagplan og omsætter den til praksis. Du får konkrete idéer og opgaver, som kan tages direkte med hjem i undervisningen, og vi går på opdagelse i nogle af de mange materialer, CFU stiller til rådighed. Bagefter kan du blive siddende og arbejde videre med fx årsplanen – med mulighed for vejledning.
Kom til oplæg – og gå hjem med både inspiration, materialer og en god start på næste skoleårs historieundervisning.
Hvem henvender kurset sig til?
Historielærere på mellemtrinnet.
Underviser
Lars Allan Haakonsen, pædagogisk konsulent UCN CFU