Praktikvejledning kræver særlig viden
Det kræver mere end blot at være dygtig til sit arbejde at løfte opgaven som praktikvejleder. Det mener socialrådgiver Christina Bro Mortensen, der arbejder som beskæftigelseskonsulent i Jobcenter Mariagerfjord. Da hun sidste år blev spurgt af sin leder, om hun ville påtage sig opgaven som praktikvejleder for socialrådgiverstuderende i afdelingen, var hun hurtig til at sige ja, men samtidig bede om at blive klædt ordentlig på til opgaven. Det resulterede i, at hun gennemførte praktikvejlederuddannelsen hos UCN act2learn.
- Som person går jeg ikke ind i noget halvt, og jeg ville være sikker på, at jeg havde de bedste forudsætninger for at varetage opgaven. Det har virkelig givet mig mange gode værktøjer især i forhold til struktur og forventningsafstemning ved vejlednings-samtaler og forbesøg inden praktikken, siger Christina Bro Mortensen.
På uddannelsen mødte hun flere andre vejledere - nogle erfarne og andre nye som hende selv. Det har givet viden og sat gang i tanker om, hvordan hun kan gribe evt. fremtidige udfordringer an, hvis praktikopholdene ikke forløber problemfrit.
- Jeg har også fået opdateret min viden om socialrådgiveruddannelsen, og blandt andet tilegnet mig viden omkring, hvordan jeg bedst giver feedback til den studerende samt evaluere på praktikforløbet, siger hun.
Kort om uddannelsen
- Der findes praktikvejlederuddannelser knyttet til flere specifikke videregående uddannelser ex lærer og socialrådgiver
- Praktikvejledning for socialrådgivere er et modul på Den sociale diplomuddannelse
- Modulet kan tages som selvstændig efteruddannelse eller som en del af en samlet diplomuddannelse