CBL i undervisningen
Innovationscirklen i praksis
Innovationscirklen (IC) er udviklet med det formål at skabe et undervisningsmateriale, der kan anvendes på tværs af professionshøjskolernes uddannelsesområder. Målet er at understøtte værdifuld læring for både studerende og undervisere samt for eksterne og interne samarbejdspartnere. Arbejdet med Innovationscirklen tager udgangspunkt i en autentisk udfordring, hvor løsningen ikke er kendt på forhånd – den tilgang, der betegnes som CBL.
Gennem Innovationscirklens seks faser oplever deltagerne, hvordan en innovativ og kreativ proces kan føre til værdiskabende løsninger på udfordringen. Den didaktik, som IC er bygget op omkring, vil netop fremme den del af innovationskompetencen, som fokuserer på, at studerende bliver handlingskompetente i forhold til værdiskabende løsninger på udfordringer. Intentionen for professionsstuderende er at styrke integrationen af teori og praksis, så de studerende bliver bedre rustet til at håndtere de komplekse udfordringer, de møder i deres professionelle virke efter endt uddannelse.
Her på siden kan du se eksempler på, hvordan undervisere på forskellige UCN-uddannelser anvender Innovationscirklen til at skabe undersøgende, praksisnær og innovativ undervisning. På UCN bliver undervisere også tilbudt en uddannelse I Innovationscirklen og CBL facilitering.
Lykkeliga – en case om social innovation
I samarbejde med Lykkeliga arbejder pædagogstuderende med autentiske udfordringer knyttet til organisationens arbejde med fællesskab, idræt og inklusion for børn og unge med særlige behov. Med afsæt i CBL og Innovationscirklen undersøger de studerende brugernes behov, inddrager relevante aktører og udvikler idéer og løsningsforslag i tæt dialog med praksis. I forløbet arbejdes der samtidig med Lykkeliga som organisation og med udviklingen af et nyt fysisk samlingssted, hvor aktiviteter, oplevelser, teknologi og rumlige rammer skal understøtte organisationens værdier og ambitioner.
Forløbet giver de studerende mulighed for at arbejde med social innovation i en virkelighedsnær kontekst, hvor der ikke findes ét rigtigt svar. Gennem research, brugerinddragelse og kreative udviklingsprocesser omsætter de deres faglige viden til konkrete forslag, der kan skabe værdi for både organisationen og dens målgruppe.
Forløbet afsluttes med, at de studerende præsenterer deres løsninger for Lykkeliga. Her får de erfaring med at formidle idéer, argumentere for deres valg og modtage feedback fra en reel samarbejdspartner. På den måde styrkes både deres innovative kompetencer, handlekraft og evne til at omsætte teori til praksis.